|
Kære festivaldeltager
Med særlig glæde og begejstring kan vi i år byde velkommen til Femø Jazzen’s 40 års jubilæum. Vi er den ældste rigtige festival i Danmark. Og hvad mener vi så med det? Der er jo gået inflation i begrebet festival, der dækker byfester, halfester, markeder og lignende. Ifølge ordbogen betyder det engelske ord »festival« blot »a day or period of time set aside for feasting and celebration«. Men udover det mener vi, at en festival finder sted, når mennesker mødes mere end én dag, lever, sover (måske), hører musik og fester igennem med hinanden. På Femø slår man sig ned i alt fra jordhuller til 5-stjernede campingvogne og bliver 3-7 dage. Man spiser, drikker, hygger, snakker, danser og fester, både dag og nat, for hinanden og med hinanden. Denne levende organisme er, sammen med noget rigtig god jazz, indbegrebet af Femø Jazz Festival og det, vi vil kalde en »rigtig« festival. Første gang Femø Jazz løb af stabelen var den 15. august 1970. Efterfølgende stod der i en lokal avis disse herlige betragtninger: »viljen til jazzen, viljen til freden, idyllen, til blot at leve, at være til, skar igennem den femøske sommernat, hvori de gode jazztoner i myriader spredte sig som stjernestøv og manede til deltagelse«. Betragtningerne gælder vel også 2009 til en vis grad, bortset fra, at det ville stå på en væg i Face- Book. Et medie, hvor der nu findes tre grupper med flere hundrede medlemmer. Tak til dem, der på denne måde sætter festivalen på landkortet. Vi siger tusind tak til alle jer, der udfyldte spørgeskemaerne i 2008. Vi fik 268 svar og mange med en opmuntring til at foresætte vores arbejde. Det luner og giver fornyet energi. En del helt nye førstegangsgæster angav, at det var en skøn festival og at de agtede at komme igen. De allerfleste havde hørt om Femø Jazz gennem venner og familie. Det har bl.a. betydet, at vi har set meget kritisk på vort annoncebudget. Der var naturligvis og heldigvis også kritik, somvi tager alvorligt, mens vi arbejder på flere fronter. Vi fortsætter med lørdagsbrunch og søndagsgris,og der vil også i år være koncerter i Skovbrynet. Vi har ændret på billetombytningen og kontrolfunktionen til gavn for gæster og medarbejdere. Vi har formået at sammensætte et musikprogram, der er vores jubilæumsfestival værdigt. I alt 17 orkester vil indfinde sig på øen. Der er debutanter og veteraner, unge og ældre blandt musikerne og der er nogle, vi med stor glæde byder velkommen tilbage efter års pause. Vi håber, at rigtigt mange vil være med til gøre Femø Jazz i jubilæumsåret til en stor og fornøjelig fest! Vi byder hjerteligt velkommen både til alle nye festivalgæster (festivalens gæster har ry for at tage godt imod Femø-debutanter) og til dem, der er kommet gennem mange år og siger tak til alle, fordi de bakker festivalen op ved at komme og deltage i festlighederne, så vi kan få myriader af fredeligt jazzstjernestøv til at drysse ned i sommernatten. Hjerteligt velkommen |
|||
![]() |
|||