Ken Lending Blues Band

Hvis man overhovedet kan tale om en skandinavisk »bluesmand«, må Kenn Lending være noget af det tætteste man kan komme på begrebet. I det sydlige USA er en bluesmand en musiker, som lever med sin musik fuldt ud. En, der kan glæde og henrykke sit publikum ved enhver lejlighed, om det er til alvor eller fest, og som i øvrigt er blevet lært op af en ældre bluesmand i de »hemmeligheder« og traditioner, der kan føres direkte tilbage til de afrikanske slaver. For at være vaskeægte, skal man dog også være født og opvokset i USAs sydstater, men det er også det eneste, Kenn Lending »mangler«. Han er nemlig født og opvokset i København, hvor han startede sin musikalske karriere helt tilbage i tresserne. Den traditionelle oplæring fik han igennem sit lange venskab og samarbejde med blues sangeren og Barrelhouse-pianisten Champion Jack Dupree. Kenn har i over 25 år begejstret og bevæget sit publikum med sit Blues Band, som altid har haft et bredt publikum, udover de inkarnerede blues fans. Det skyldes nok Kenn’s holdning til blues, som mere end bare en stil. For ham er blues grundsubstansen i al sort amerikansk musik. Kenn Lending Blues Band favner derfor alle de sorte stilarter, fra den dybe Mississippi blues til moderne
funky og soul’ed urban blues. En aften med Kenn Lending Blues Band er som en musikalsk rejse gennem afroamerikansk musiktradition, hvor publikum både har mulighed for at dvæle ved den dagligdags blues-poesi og for at danse til sveden springer i et funky, rytmisk univers, med rødder i Afrika.

Besætning:
Guitar, vokal: Kenn Lending
Hammondorgel: Otto Sidenius
Bas: Svenni Svafnisson
Trommer: Carsten Milner

Kenn Lending Blues Band spiller fredag kl. 01 - 03 (natten til lørdag) på natscenen